Sikkerhedsstillelse
SIKKERHEDSSTILLELSE VED AFSLUTNING AF AUKTION
I advokatens salgsopstilling er der på afslutningssiden anført den såkaldte ”sikkerhedsstillelse”.
Når en person eller en virksomhed er blevet højestbydende, skal parten over for fogedretten godtgøre, at købet kan opfyldes. Parten skal stille sikkerhed, og størrelsen af denne sikkerhed bliver regnet ud, når auktionen er afsluttet.
En del af budsummen
Sikkerheden udregnes som de restancer, der blev budt hjem (kolonne 3) samt størstebeløbet (det tal, som står midt på afslutningssiden). Såfremt der også er budt ind i et beløb, som står i kolonne 4, skal der yderligere tillægges en fjerdedel af dette beløb.
Den udregnede sikkerhed skal ikke betales ud over auktionsbuddet, men er en del af budsummen. I salgsopstillingen er der altid anført et ”tænkt eksempel”, hvor der tages udgangspunkt i, at budsummen bliver det samme som den offentlige ejendomsværdi.
Da dette tal ofte er fuldstændig afvigende fra det beløb, der bliver budt, kan det give anledning til misforståelse.
Sikkerheden vigtig
Sikkerheden skal man kunne betale straks efter auktionens afslutning. Enten i ”klare kontanter” eller i form af MobilePay eller advokatindeståelse.
Sikkerheden er vigtig at have med, da man ikke skal regne med at kunne hente den i banken.
Af samme årsag er der en vis praksis for, at man ”kan nøjes med” at betale kr. 10.000 kontant på selve auktionsmødet – og at der herefter indrømmes en frist på en uge til at betale det resterende. Det er altid en konkret afvejning, om man kan nøjes med at deponere de kr. 10.000.
Såfremt der er en konkret og begrundet mistillid til auktionskøberens betalingsevne, kan hele sikkerheden kræves betalt med det samme.
Lad os hjælpe dig
Skriv til os
Udfyld denne kontaktformular, så vil en af vores advokater kontakte dig snarest muligt